MAMMUTJÆGEREN

Den kolde mammutsteppe

Den kolde vind driver skyerne af sted i susende fart hen over en krystalblå himmel. Solen bager ned på mammutsteppen, men luften er isnende kold. Spredte klynger af små urter og buske kæmper en hård kamp for overlevelse på den flade steppe, og langt ude i horisonten, der hvor landet møder himlen, aner man den snehvide, knivskarpe iskant.

Sådan kunne en beskrivelse af mammutsteppen have lydt for 15.000 år siden, hvis vi havde mulighed for at spørge jægerstenalderfolket, som levede dengang. Jægerne ville nok fortælle os, at det var et godt sted at jage, for der var mange forskellige dyr på steppen, og de ville måske også fortælle, at det var svært at finde ly, og at det tit blæste rigtig koldt.

Vi kan jo ikke spørge datidens jægere, men vi ved alligevel en del om, hvordan livet var på mammutsteppen. Vi ved, at mammutsteppen var en kæmpe stor græssteppe – en slags tundra - som dækkede et gigantisk område af Europa og Asien. Og vi ved, at længst mod nord og nordøst lå isen som en mere end to kilometer tyk og kold dyne. Men vi ved også, at længere mod syd og vestover var der isfrit, og her bredte græstæppet sig ud.

Der var mange dyr på mammutsteppen, og bortset fra kulden kan man på mange måder godt sammenligne den med vore dages afrikanske savanne med meget græs og små vindblæste buske hid og did.

Dyrene på mammutsteppen var meget forskellige, og der var både store og små imellem hinanden. Flokke af rensdyr trak over store afstande, mens små sneharer levede side og side med lemminger og steppeegern, ofte i ly under de få buske. Et ensomt uldhåret næsehorn krydsede måske sporene fra en irsk kæmpehjort, der med sit 30-40 kg tunge gevir og en højde på størrelse med vore dages elge, var en af mammutsteppens giganter. Ulvene jagede i spredte grupper, og byttedyr som saigaantiloper og moskusokser var, trods deres ofte rolige græsning, altid på vagt over for mammutsteppens forskellige jægere.

På mammutsteppen vandrede dyrene af sted på evig jagt efter mad, ganske som de gør det på savannen i Afrika i dag. Og ligesom zebraer, gnuer og giraffer spiser forskellige blade og græs på savannen, så spiste også mammutsteppens mange dyrearter forskellige planter. Nogle tog det laveste græs, mens andre nappede knopper og blade fra lidt højere planter og spredte klynger af buske.

Tykkelsen på dyrenes pels og den måde, de spiste på, medførte, at de levede forskellige steder på mammutsteppen. Nogle foretrak de lidt lunere sydlige områder, mens andre, som mammutten, kunne leve helt oppe i nærheden af isranden.

Som tiden gik, blev det varmere, og isen smeltede langsomt bort og forsvandt. Og med isen forsvandt også mammutsteppen og mange af de dyr, der levede på den. I dag kan vi være heldige at finde knogler, tænder og måske gevirer fra nogle af dem. De ligger i jorden og fortæller os om uldhårede næsehorn, irske kæmpehjorte og den fantastiske mammut, som var engang.

Køb Mammutjægeren

Børnebogen Mammutjægeren er skrevet af Tine Nord og illustreret af Maria Mac Dalland. Bogen er udkommet på Forlaget Iris

Du kan læse endnu mere om jægerstenalderen på Zoologisk Museums hjemmeside og Nationalmuseets hjemmeside

Vidste du?

at da den sidste istid var ved at være ovre, var der meget koldt her, hvor vi bor? Og hvis man begav sig ud på jagt, kunne man møde både isbjørne, rensdyr og los.

Vidste du?

at i gamle dage troede folk i Sibirien, at mammutknogler, der dukkede frem fra jorden, stammede fra en slags trold, der lignede en elefant og levede under jorden? Folk troede at elefanttrolden døde, når den så dagslys.

Vidste du?

at folkene på Asks boplads brugte fint tilhuggede flintesten som redskaber og våben? Flint er nemt at finde i Danmark, og jægerstenalderfolkene var meget dygtige til at finde den bedste slags. De var også meget dygtige til at forarbejde flinten, så den kunne bruges som en kniv, en spydspids eller måske en skraber, der kunne rense skindet frit for kødrester og fedt.

Den magiske mammut

Ligesom elefanten i dag har et eventyrligt skær over sig i manges øjne, så må vi tro at også mammutten havde en ganske særlig status i jægerstenalderfolkets verden. Som en majestæt tronede den over mammutsteppen, når den svingede hovedet fra side til side og fejede sine krumme stødtænder hen over steppens snedækkede græstæppe. Uanset om den var et eftertragtet byttedyr for en flok jægere på jagt eller blot blev set på afstand på mammutsteppens tundra, indgød den uden tvivl respekt.

Der har levet adskillige mammutarter på jorden, men den vi ofte tænker på – og den, som Ask mødte på sin vej over mammutsteppen – er den uldhårede mammut. Den kaldes Mammuthus primigenius på latin, der er det sprog, som forskerne bruger, når de beskriver forskellige dyrearter.

Selvom mammutten ikke findes i dag, ved vi rigtig meget om den uldne kæmpe. Mammutten levede nemlig, hvor der var rigtig koldt, og indimellem blev døde mammutter bevaret i den frosne jord. I Danmark er jorden kun frossen, når det er meget koldt om vinteren, men i det nordlige Sibirien er der evig kulde. Derfor er mange mammutter, der døde i de egne, bevaret frem til i dag, og derfor dukker der af og til en frossen kæmpe frem af isen.

De sibiriske mammutfund har ofte rester af hud, pels og maveindhold bevaret, og det giver os uvurderlig og forunderlig viden om, hvad den uldhårede mammut spiste, hvordan den så ud, og om hvordan dens liv på mammutsteppen har formet sig.

Den uldhårede mammut har også levet på vore danske breddegrader. Det kan vi se, fordi vi har fundet både mammutknogler og mammuttænder i jorden forskellige steder i Danmark. Hver gang en tand eller en knogle dukker op, kalder vi det for et fund, og danske fund af den uldhårede mammut findes altid i grus. Det er, fordi istidens enorme iskappe rev grus og knogler med sig på sin vej hen over landet for at aflejre det igen i dale og andre steder, hvor isen gjorde holdt.

Vi ved ikke, hvor meget mennesket har jaget mammutten, men noget tyder på, at vores forfædre har været medvirkende til, at den store kæmpe til sidst uddøde. Den uldhårede mammut har haft sin gang på jorden i mange tusind år, men særligt igennem de sidste 150.000 år. Det er samtidigt med os mennesker. Mens der blev flere og flere mennesker, gik det ned ad bakke for mammutten, og ved slutningen af sidste istid var den uddød næsten overalt på mammutsteppen.

De sidste mammutter levede langt mod nordøst i Sibirien på en ø kaldet Wrangel-ø. Her fandt de et helle i form af kulde, føde og plads nok til, at de kunne klare sig, indtil de uddøde endeligt for næsten firetusinde år siden. På det tidspunkt var de langt mindre end istidens giganter.

mammut

Vidste du?

at da den sidste istid var ved at være ovre, var der meget koldt her, hvor vi bor? Og hvis man begav sig ud på jagt, kunne man møde både isbjørne, rensdyr og los.

Vidste du?

at i gamle dage troede folk i Sibirien, at mammutknogler, der dukkede frem fra jorden, stammede fra en slags trold, der lignede en elefant og levede under jorden? Folk troede at elefanttrolden døde, når den så dagslys.

Vidste du?

at folkene på Asks boplads brugte fint tilhuggede flintesten som redskaber og våben? Flint er nemt at finde i Danmark, og jægerstenalderfolkene var meget dygtige til at finde den bedste slags. De var også meget dygtige til at forarbejde flinten, så den kunne bruges som en kniv, en spydspids eller måske en skraber, der kunne rense skindet frit for kødrester og fedt.

Dagligdag på bopladsen

Ask og Lue havde en mor og far, ligesom de fleste børn har i dag, og begge deres forældre arbejdede, ligesom mange voksne gør i dag. Men de voksnes arbejde i jægerstenalderen var meget forskelligt fra det, som voksne arbejder med i dag. Næsten alle mænd var jægere dengang. De skulle sørge for, at børn og voksne i familien og på bopladsen fik kød, som var en vigtig del af maden.

Ask og Lues mor lavede det samme, som de fleste andre mødre dengang. Hun havde travlt med alt det, der skulle gøres på bopladsen. Hun samlede bær og planter, som kunne bruges i madlavningen eller som medicin. Måske samlede hun også nogle planter, der blev brugt til at farve skind.

Ask, Lue og de andre børn har uden tvivl hjulpet til med de ting, der skulle gøres på bopladsen. Måske var de med ude at finde de rigtige planter i naturen, eller de hjalp flintesmeden med at finde de bedste flintesten. Måske var det Ask og Lue og deres kammerater, der passede de mindste børn på bopladsen, når mor og de andre kvinder havde travlt. Og måske var det de store børn, der gik på jagt efter runde granitsten, når der skulle varmes vand over bålet.

Granitsstenene var på størrelse med en knyttet hånd. De blev opvarmet i gløderne i bålet, til de var gloende hede. Når stenene var varme nok, lagde man to-tre sten ned i en lille skindsæk fyldt med frisk vand. De varme sten fik hurtigt vandet til at koge.

Men selv om der var meget arbejde, har børnene helt sikkert haft tid til at lege.

Vidste du?

at i istiden var rigtig meget af jordens vand frosset til is. Derfor var der ikke så meget vand i havene, og nogle af havene fandtes slet ikke. Isen lå tungt oven på landet. Den trykkede landet ned. Da istiden var ved at være slut, og isen smeltede rundt omkring i verden, kom der meget mere vand i havene. Men samtidig blev landet lettere, da isen forsvandt, og derfor hævede det sig. Det betød, at selvom der kom mere vand i havene, så kunne menneskene gå fra Danmark til England, dengang Ask levede.

Vidste du?

at mammutsteppen var fuld af fantastiske dyr, som ikke findes i dag? En rejse hen over steppen kunne byde på et forunderligt møde med det uldhårede næsehorn, den store steppebison, den i dag så sjældne saigaantilope med det finurligt buttede hoved og kæmpen over dem alle, den uldhårede mammut.

Ilden og fyrsvampen

Kan du huske, hvordan Ask gemte en glød fra bålet i det lille stykke fyrsvamp? Fyrsvampen kan noget ganske særligt. Den kan nemlig brænde med en lille glød i lang tid, uden at gløden går ud. Det tager lang tid, før fyrsvampen er brændt op. Man kan godt sige, at den gemmer på gløden.

Fyrsvampen kaldes også for en tøndersvamp. Tønder er et gammelt ord for noget, der er let at antænde. Fyrsvampen er en poresvamp, og den vokser ofte på gamle bøgetræers stammer. Her lever den af træets syge eller døde ved.

Vi ved, at menneskene har brugt fyrsvampen, når de skulle tænde ild tilbage i jernalderen og helt frem til 1820. Til gengæld ved vi ikke med sikkerhed, om fyrsvampen også blev brugt tidligere i jægerstenalderen. Men vi kan sagtens forestille os det. Måske har folkene på Asks boplads bragt fyrsvampen med sig fra tidligere tider, hvor de boede under sydligere himmelstrøg, hvor der voksede løvtræer. Eller måske har de mødt andre folk på deres vandring, som havde fyrsvampen med sig. Folk, som gerne ville bytte svampen for en flot flintekniv eller måske et stykke rensdyrkølle.

Når folkene på Asks boplads skulle lave ild, gned de måske to stykker træ rigtig hurtigt mod hinanden. Når man gør sådan, bliver træet meget varmt, og til sidst kommer der små gløder. Det kan også være, at Ask's mor har brugt flint og et stykke svovlkis, når hun skulle tænde bålet. Så har hun slået dem mod hinanden, så små gnister sprang til alle sider. Dem kunne hun fange i et lille stykke fyrsvamp, hvor de lå og ulmede. De små ulmende gnister kunne nu nemt bruges, når bålet skulle tændes.

I dag synes vi, at ilden er flot at kigge på, for eksempel når vi synger midsommervisen omkring bålet til Sankt Hans. Og der er dejligt lunt omkring den tændte pejs i stuen. Men i jægerstenalderen var ilden ikke bare flot og hyggelig, men livsvigtig. Det var ilden fra bålet, der gav den nødvendige varme, så folk på bopladsen ikke frøs ihjel. Ilden gav lys i den tid på døgnet – og på året – hvor mørket lå tungest. Ilden var også uundværlig, når der skulle tilberedes mad og varmes vand.

For Asks mor var det derfor vigtigt at kunne lave et nyt bål, hvis det gamle gik ud. Så mon ikke hun altid havde sit ildtændingsgrej og et lille stykke fyrsvamp gemt i skindtøjet?

Du kan selv lave ild på forskellige måder, men husk, at der altid skal være en voksen til stede, når du prøver det. Her kan du se, hvordan man bruger fyrsvampen til at lave ild: http://www.vestrehus.dk/Idesider/ildslagning.htm

Ild

Vidste du?

at den tid, som Ask levede i, kalder vi for jægerstenalderen? Det er, fordi Asks folk selv måtte fange de dyr, som de skulle spise. I dag kan vi gå i supermarkedet og købe en kylling eller en bøf. Og kyllingen og oksen har – inden de blev slagtet – levet deres liv på en gård, hvor bonden har passet og plejet dem. I jægerstenalderen var der ingen bønder, og man måtte være en dygtig jæger for at fange og nedlægge det vigtige kød.

Vidste du?

at vi har vores viden om dyrene i jægerstenalderen, fordi vi af og til finder knogler fra dem i jorden? Knoglerne har ofte særlige kendetegn. De er måske store eller små, tykke eller tynde. Eller måske sidder der en lille udvækst hist eller en fordybning her. Det betyder, at når vi finder en knogle, kan vi næsten altid se, hvilket dyr den kommer fra.

Fra Store Stygge Ulv til lille søde Fido

Kender du Store Stygge Ulv? Det er ham, der altid er efter De Tre Små Grise, og som altid ender med at komme galt af sted. Når det sker, har vi ikke ondt af ham, for ulven er i manges øjne et farligt dyr, som vi mennesker ikke kan lide.

Men sådan har det ikke altid været. Før menneskene begyndte at holde husdyr, såsom får og geder, som ulven kunne finde på at tage, havde vi ikke noget imod ulven. Faktisk var ulven vores allierede i jagten på de vilde dyr, og det var der en god grund til. Ulven er nemlig et rovdyr, og den ligner mennesket ved, at den kan lide at være sammen med andre, og ved at den er god til at jage sammen med andre. Den er med andre ord social, ligesom os mennesker, så derfor havde vi god gavn af at samarbejde med ulven, dengang vi gik på jagt efter rensdyr og andet vildt.

I dag har vi ikke samme gode forhold til ulven, men dens nærmeste slægtning inviterer vi gerne indenfor i vores huse. Vi kalder den oven i købet for menneskets bedste ven. Det er hunden.

Man kan godt undre sig over, at lille søde Fido, der ligger i sofaen, skulle være nærmeste ”fætter” til de frådende og glubske ulve, vi ofte ser afbildet i bøger og på tv. Når vi på afstand betragter ulvenes adfærd i Zoologisk Have, virker de også meget anderledes end vores tamhunde.

Men måske har du alligevel undret dig over, hvorfor din søde hund elsker at jage fugle i haven. Eller hvorfor den sommetider sidder og hyler ude ved hegnet uden nogen grund. Det er, fordi din hund stadig har mange instinkter tilfælles med ulven. Dens krop kan stadig ”huske”, hvordan det var at være en vild ulv i naturen, som jagede byttedyr for at få mad og søgte efter en anden ulv at parre sig med

Men hvordan er Store Stygge Ulv så blevet til lille søde Fido? Det er faktisk på grund af os mennesker. Vi har domesticeret ulven, så den er blevet til en hund. Domestikation betyder at en vild dyreart bliver til et husdyr, og det sker ved, at man først tæmmer en dyreunge, så den ikke er bange for mennesker. Når den bliver stor nok til at få unger, så bestemmer menneskene, hvem den må parre sig med. Hver gang de nye unger er store nok til at få unger, bestemmer menneskene igen, hvem der må parre sig med hvem, og til sidst har man ”designet” en ny art.

Det er ikke alle dyrearter, der kan domesticeres. Det er kun dyr, der er sociale og lever i flokke i naturen. Og så er det vigtigt, at dyret ikke bliver nervøst og bange. Derfor holder vi for eksempel ikke zebraer og gnuer som husdyr.

Det skete tit i jægerstenalderen, at menneskene tog en ulveunge ind på bopladsen og domesticerede den. Måske skete det også på Asks boplads. Og måske foregik det sådan her:

Ask og Lue og de andre drenge fandt en dag en lille ulveunge, som var blevet forladt af sin mor. De tog den med hjem til bopladsen og kaldte den for Ulv. Ulv var den hurtigste, når han løb om kap med børnene, og han var god til at jage. Ulv blev hurtigt glad for at være i nærheden af Ask og fulgte ham overalt. Ask gav Ulv god mad, og da Ulv blev stor nok til at få unger, bestemte Asks far, at Ulv skulle parres med en anden tam ulv, som også levede på bopladsen. Der kom seks ulveunger til verden, men menneskene på bopladsen ville kun beholde de to, der havde den flotteste pels, og som var bedst til at jage. De to nye ulveunger fik lov til at vokse op, og da de var gamle nok, blev de parret med andre udvalgte unger.

Sådan blev det ved. De flotteste og bedste ulve blandt ungerne blev hver gang udvalgt. Med tiden fik ungerne en lidt anden pelsfarve, og indimellem dukkede der en helt hvid eller en helt sort unge op i kuldet. De blev også udvalgt, fordi de så specielle ud. Ungerne fik med tiden kortere snuder, og de blev mindre end de vilde ulve ude i naturen. De var nu ikke mere så meget ulve. De var begyndt at blive til hunde.

Efter mange år kunne folk på Asks boplads ikke rigtig huske ulveungen Ulv mere. De kunne stadig godt finde på at tage en moderløs ulveunge til sig, men nu havde de hunde på bopladsen, og de så helt anderledes ud end deres tip-tip-tip-tipoldefar Ulv.

Selvom din dejlige hund, der elsker at lege med dig og kommer løbende, når du kalder på den, ikke får dig til at tænke på en ulv, så har den altså stadig mange ting tilfælles med fortidens store jæger. Og hvis du tænker over det, så er ulven måske slet ikke så slem, som vi mennesker ofte gør den til. Måske har den bare fået et dårligt rygte, fordi vi ikke har brug for den mere.

Vidste du?

at vi ved meget om planterne i jægerstenalderen, fordi vi finder deres pollen i jorden? Pollen ligner støv, og planterne bruger det til at lave nye planter med. Pollen er ofte meget hårdfør. Det betyder, at der skal rigtig meget til, før det går i stykker. Når pollen falder ned på jorden, bliver det måske begravet af mere jord og blade, og sådan kan det ligge i jorden uden at gå i stykker i mange tusind år. Hvis man ser på pollen i et mikroskop, kan man se, at et pollen fra en art er meget forskellig fra et pollen fra en anden art. Derfor kan man afgøre, hvilke pollen der ligger i de lag af jorden, som er fra jægerstenalderen. Og man kan se, hvilke plantearter der må have vokset dengang.